Wilbur Smith tager sin læser med på en spændende og farefyldt rejse, over Middelhavet til Etiopien i selskab med Den Gyldne Løves Orden og dets krigere.

“Tyler gav ordren, og mændene skyndte sig op i vanterne og ud på råerne for at rebe sejlene, mens rorsmanden lænede sig mod kolterstokken, så Golden Bough drejede rundt mod det, som var i vente. Hal gik tilbage til agterlønningen for at se på den kollossale skyformation, mens regnen fejede over himlen, og han var lettet over at se, at John Lovell, der sejlede lige efter dem, også rebede sejlene på Deft og drejede skibet op i vinden. Delft fulgte Golden Boughs bevægelser ligesom en danser med sin partner”.

Således lyder en af de mange passager i Wilbur Smiths bestseller Den gyldne løve, og læseren er da på heller ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at vi befinder os til søs på de store skibe, på de farlige rejser i det Indiske Ocean. Året er 1670, og romanen er et gensyn med kaptajn Henry “Hal” Courtney, der om bord på skibet Golden Bough søger efter sin afdøde fars store skat. I mellemtiden bliver hans smukke men krigeriske kone, General Judith Nazet, bortført under et besøg på Zanzibar af en af Hals mange fjender. Judith er gravid, og Hal sætter sejl for en hæsblæsende jagt, hvor han må kæmpe for sit eget liv og ikke mindst sin kone og ufødte barn.

Wilbur Smith er en dygtig fortæller, og han evner at skifte fra de mest halverotiske og kærlighedsstemte passager, til de hårdkogte, brutale og kvalmende dødsscener. Bedst som han beskriver den stærke kærlighed mellem Hal og Judith:

“Han kunne aldrig mætte sit begær efter Judith. Han elskede det øjeblik, hvor han gled ind i hende og pressede sig så langt op, at han knap vidste, hvor hans krop sluttede og hendes begyndte, for de var føjet sammen til ét væsen og oplevede samme estatiske klimaks med sådan en intensitet, at der i det lyksalige øjeblik ikke fandtes andet og andre end dem i hele universet.”

Kan han pludselig skifte over til det mørke sind i massemorderen William Pett:

“Pett var også en connaisseur, der samlede på andre menneskers død. Han kategoriserede dem i tankerne: de fredfyldte og de voldelige, de mange, som mødte døden i rædsel, og de meget få, der var rolige og fattede til det sidste.”

Persongalleriet er omstændigt, næsten i bedste George R R Martin-stil, og det kræver et par sides notesblok og en vis mængde koncentration at holde styr på de mange personer, deres rang, skib og tilhørsforhold. Foruden Kaptajn Hal og Judith møder vi ærkefjenden Angus Cochran, kaldet Grippen, som er skotte og Jarl af Cumberland, sultan Sadiq Khan Jahan, kongen af Omanerriget Ahmed El Grang, massemorderen William Pett, den unge majestæt Iyasu, styrmanden Store Daniel, skipperen og Hals bedste ven og medlem af Amadodastammen afrikaneren Aboli, Konsul i Zanzibar William Grey, John Lovell bådmand på Golden Bough og jeg kunne blive ved. Forrædderi er det helt store tema i romanen, man kan absolut ikke stole på nogen, og deraf måske også det mættede persongalleri.

Wilbur Smith skriver i et autentisk stemningsmættet sprog, og med en 3. persons alvidende fortæller, der har bagudsyn og kan skifte mellem indvendigt og udvendigt syn. Fortælleren kan dermed også overskue hele fortællingens tid og rum og springer således mellem forskellige handlinger. Denne fortællerstemme har derudover uhindret adgang til personernes tanker og følelser, og deraf får plottet en nuanceret og spændingsfyldt fremstilling. En slåskamp kan således fortællers fra to sider, ligesom Smith også springer fra en handling til en anden, så man fornemmer hvordan de udspiller sig samtidigt. Det driver plottet fremad, og gør bogen til en pageturner.

Fra barbarisk henrettelse af et barn i Zanzibars sandfyldte gader til hed elskov i kaptajnskahytten om bord på Golden Bough. Wilbur Smith evner at skrive sig fra den ene yderlighed til den anden, og deraf belønnes han med fire stjerner, selvom romanen ligger uden for mine normale præferencer.