Jeg har hørt så meget godt om denne her bog, og jeg blev så skuffet, da jeg læste den.

Bogen handler om en ellepige ved navn Maren, som arbejder for tidsrejsefirmaet Urtid. Hun er dygtig til det job, hun skal udføre, men da hun møder Esben, så er den rejse slut. Hun bliver suget ind i en kamp mellem ellefolk, hekse, troldmænd og vætter. Det er en kamp, hun som så ikke kendte til, før hun næsten dør i den. Men nu står hun midt i den, og hun er nødt til at finde ud af, hvem hun kan stole på.

Så hvad er problemet? Hvorfor så få stjerner? Ja, der var jo sådan set ikke noget godt i bogen, men lad os tage det fra en ende af...

Maren er eftersigende 32 år gammel, men udover at hun bor i egen lejlighed, så er der ikke meget, der tyder på, at hun er voksen. Hun opfører sig som en teenager, der hader hele den verden, hun lever i. Hendes sprog, hendes tanker, ja, selv hendes måde at behandle andre på, minder om en 16årig, der aldrig har set konsekvenserne af egne handlinger. Derudover er hendes sprog blandet med engelske udtryk, hvilket kun gør hende endnu mere barnlig. Alt i alt var der så meget ligegyldig had, at jeg endte med at hade Maren, før jeg overhovedet nåede at kende hende. Hun var så irriterende, at jeg var lettet, da bogen skiftede fortæller, selvom det kun var for en kort stund.

Maren og Esbens forhold fremstår enormt urealistisk og usundt. De ser hinanden en enkelt gang og er derefter smaskforelskset i hinanden - så forelsket, at Maren bliver vred over, at hendes bedste veninde føler, at hun er gået hende bag ryggen. Esben er hele hendes verden, og hun fralægger sig alt ansvar, det øjeblik han kommer ind i den. Dertil skal der tillæges et overforbryg af kælenavne, kvalmende lange beskrivelser af, hvor meget de trænger til hinanden, og selvfølgelig de mange gange, vi får at vide, de har sex. Udover det, så får hun ferie, fordi hun er forelsket. Hendes egen arbejdsgiver mener altså, at hendes ansvarsløshed og selvviske opførsel giver grund til en feriebonus! Hvem giver folk fri fordi de er forelsket? Det gør de i denne her verden. 

Når det så er sagt, så er det her jo ikke en kærlighedshistorie. Det er i hvert fald det, vi får fortalt. Men langt, langt det meste af denne her bog handler om kærester, kærestekonflikter, drama mellem venner om kærester, og lidt ekskærester her og der. Hvis det ikke var fordi bogen indeholder ret stærke beskrivelser af voldtægt, kærestevold, psykisk vold og ufrivillig abort, så ville jeg have kaldt det en god bog for teenagere, der mangler kærestedrama i deres hverdag.

Hvad så med den verden, vi bliver præsenteret for? Jo, den er ret unik. Der er ikke mange dybdegående beskrivelser på de forskellige arter af magiske folk, som vi møder. Hvad er forskellen på hekse, troldmænd, ellefolk og vætter? Tjo, de lugter anderledes... men det er sådan set det. Der er ikke mange forklaringer på, hvordan deres magi ser ud eller virker, eller hvad der gør en person stærk fremfor en, der er svag. Det er til trods for, at vi møder rigtig mange forskellige karakterer. Ellefolk kan udsende stråler, som kan skifte farve fra person til person, men hvad gør det? De gør ondt, det er man ikke i tvivl om. De kan også danse, men det er heller ikke noget, der bliver gået i dybden med. Alt det magiske ved denne her verden er så overfladisk, fordi der bliver lagt så meget fokus på kærestedramaet. Det er en skam, for jeg tror, det er en fantastisk spændende verden, hvis bare den fik lov til at blive fortalt.

Hvad så med karaktererne? Der synes jeg også, der manglede lidt. Esben, Maren, Leonora og senere Marens søster Asta er meget stærke karakterer, der skiller sig klart ud fra de andre. Men alle andre karakterer virker meget flade. De eksisterer i højere grad for at få plottet til at virke eller for at drive en karakter til noget. De er ofte stereotypiske, hvis de ikke er hovedkarakterer. Den ellemand, der traumatiserer Asta? Så stereotypisk ond, at jeg næsten kunne se ham grine ondskabsfyldt med det røde baggrundslys, mens han gør det forbi med vores heltinde. Ellekongen? Skam ikke noget familiekærlighed her - det er den onde far, der kun vil sig selv det bedste. Ikke noget nuance her! 

Men hvad med plottet? Historien har et fint flow, og man er ikke i tvivl om, hvad der skal ske eller hvorfor. Jeg kunne godt have brugt flere forudgreb, der ikke var så tydelige. Jeg manglede spænding, der ikke handlede om kærester eller kærestesorger. Derudover synes jeg, at bogen brugte alt for lang tid på ligegyldige ting som at handle ind i Netto, tale ting igennem med andre karakterer som læseren allerede ved, og lange beskrivelser af længsler efter nogen eller noget, når det er blevet nævnt så mange gange tidligere. 

Så hvad var godt? Jeg kunne godt lide den verden, vi blev præsenteret for. De få sider, hvor Maren ikke var fortæller, var faktisk til at holde ud at læse. Og den italesætter nogle problematikker, som jeg synes er vigtige, men formår ikke at fremlægge dem på en sund måde. Maren er så følelseskold, at uanset hvad hun går igennem, så rører det hende sådan set ikke. Der er alt for lidt godt i denne her bog til, at jeg tager næste bog op. Det er ikke en bog for mig, og jeg tror ikke, at den bliver bedre i den næste.